lørdag den 29. oktober 2011

Red velvet cup cakes med cream cheese frosting

Hold da op hvor de smager!

The red velvet cake er kendt fra The Hummingbird Bakery i England, ja faktisk var det dem der introducerede kagen og nu er den afprøvet og det er bestemt ikke sidste gang :-)


Det var meningen, at jeg ville tage et billede, når der var spidst lidt af kagen, så I kan se den indeni..... Men lige pludselig var de bare væk! De har en smuk dyb rød farve. Dog går jeg med planer om at lave den i stor størrelse og mon så ikke jeg husker det?

Jeg har, rent smagsmæssigt, også haft mine betænkeligheder med en cream cheese frosting og er nok derfor krøbet udenom den længe. Efter jeg har smagt den, forstå jeg det ikke, for den er lækker

Opskriften har jeg fra bogen her


Men til jer der ikke har denne skønne bog, kommer opskriften her

Ingredienser til 12 stk:
60 g stuetempereret usaltet smør
150 g sukker
1 æg
1 spsk usødet cacaopulver
2 spsk rød frugtfarve
1/2 tsk vaniljeekstrakt
120 ml kærnemælk
150 g mel
1/2 tsk natron
1 tsk hvid eddike

Fremgangsmåde
Ovnen forvarmes til 170 gr
Smør og sukker piskes sammen. Tilsæt langsomt ægget under hurtig piskning og pisk indtil blandingen er ensartet

I en seperat skål blandes cacao, rød frugtfarve og vanilje til en tyk, mørk pasta

Tilsæt smørblandingen til den mørke pasta og pisk indtil blandingen er ensfarvet

Pisk med lav hastighed og tilsat halvdelen af kærnemælken, pisk til massen er ensartet. Tilsat halvdelen af melet og pisk indtil massen er ensartet. Dette gentages indtil al kærnemælken og melet er tilsat. Pisk på høj hastighed indtil massen er glat og ensartet

Pisk på lav hastighed og tilsat natron og eddike. Pisk på høj hastighed et par minutter

Dejen kommes i forme, som fyldes 2/3 op

Bages ved 170 gr i 20-25 min

Cream cheese frosting
Ingredienser
300 g flormelis
50 g stuetempereret usaltet smør
125 g cremet ost, kold (jeg brugte Mascarpone)

Fremgangsmåde
Bland flormelis og smør i en skål indtil ingredienserne er blandet godt

Tilsat Mascapone på en gang og pisk indtil frostingen er ensartet. Pisk yderligere i 5 min og frostingen er klar

Jeg har sprøjtet den på med M1 tyl fra Wilton

onsdag den 26. oktober 2011

Chokolade cookies

Jeg har længe gerne ville bage nogle chokolade cookies og ikke bare en hvilken som helst. Nej det skulle være de store, sprøde udenpå og lækre bløde indeni. Nu har jeg endelig fundet en god opskrift. Jeg fandt den hos søde Camilla, som har bloggen himmelske kager, men I får den selvfølgelig også her. Nååå ja, det er måske på sin plads at sige, at opskriften tager udgangspunkt i en opskrift fra The Hummingbird Bakery


Jeg siger jer - de er gode! De kan sagtens laves mindre, for der er virkelig gods i dem ;-)

Du skal bruge:

50 g usaltet smør
450 g mørk chokolade
2 æg
170 g lyst muscovado sukker (kan købes i supermarkederne)
1 tsk vaniljesukker
85 g mel
1/2 tsk salt
1/2 tsk bagepulver

Fremgangsmåde:

Du hakker halvdelen af chokoladen og smelter den sammen med smørret over et vandbad
Æg, muscovado sukker og vaniljesukker piskes sammen til en luftig masse
Chokolademassen hældes i æggemassen og det hele piskes godt sammen
Mel, salt og bagepulver sigtes i massen lidt ad gangen
Den sidste halvdel af chokoladen hakkes og vendes rundt i massen

Med en ske sætter du dejen på bagepapir i den mængde, som du ønsker. Dejen trykkes flad. Lav ikke kagerne for tæt, da de flyder lidt ud under bagningen

De skal bages ved 170 gr i en forvarmet ovn i 15 min. Kagerne er færdige, når de begynder at krakelere og blive blanke på overfladen. Lag kagerne køle af på bagepladen, inden de lægges på en bagerist

God fornøjelse :-)

mandag den 24. oktober 2011

Marengslagkage med brombær

Det er ved at være et stykke tid siden, jeg har afprøvet en ny opskrift. Jeg har det med at bruge det kendte, når det nu smager godt! Men i efterårsferien fik jeg afprøvet ikke mindre end 4 nye opskrifter. Jeg vil blogge om dem i dette og de næste indlæg

Jeg prøvede først marengslagkage. Hvor jeg har den fra, husker jeg ikke - jeg fandt den i skuffen. Opskriften har jeg lavet lidt om på. Den smager godt og er anderledes pga bundene



Marengs
6 æggehvider
saft fra en halv citron
250 g sukker

Chokoladeovertræk
300 g mørk chokolade (jeg brugte Odense)

Blåbærskum
7 dl fløde
100 g brombær (optøede eller friske)

En bakke brombær til pynt


Fremgangsmåde
Bland æggehvider, citronsaft og sukker og pisk det godt og længe (15 min). I den oprindelige opskrift stod der, at det skulle piskes over vandbad, indtil sukkeret var opløst. Det var overhovedet ikke nødvendigt. Det blev fint opløst ved den almindelige piskning

Der tegnes 5 cirkler med en diameter på 24 cm. på 3 stykker bagepapir. Marengsmassen fordeles på disse 5 cirkler i et tyndt lag på ca 0,5 - 1 cm.

Bages i ovnen i 1 time på 125 gr
Lad dem stå til de er afkølede

Chokoladen smeltes over vandbad eller i mikroovn. Der smørres et tyndt lag ud på hver marengsbund

Fløden piskes. De 100 g brombær blendes og tilsættes flødeskummet

Læg marengsbund og brombærflødeskum skiftevis. Afslut med et lag brombærflødeskum øverst. Pynt med friske brombær


Må lige vise jer et billede af de smukke brombær

søndag den 23. oktober 2011

Halloween cake pops

Lige lidt mere Halloween, denne gang som cake pops og nu tror jeg,  jeg er ved at "knække koden" på cake pops. Cake pops og jeg er jo ikke de bedste venner, faktisk ender det tit med at vi skændes - oftest pga chokolade og kagen falder af pinden..... Men nu! Jeg har i modsætning til tidligere mislykkede forsøg denne gang smeltet chokoladen over vandbad og tilsat Crisco OG DET GØR EN FORSKEL. Nu er chokoladen til at arbejde med :-) og jeg bliver ikke sur...

I dag har vi haft besøg af en klassekammerat til Lukas, hans lillesøster, mor og far. Rigtig søde mennesker. Til børnene (okay også til de voksne) lavede jeg disse øjne og græskar



Og så plagede børnene om skumfidus slikkepinde, så de blev lige tilføjet i orange og sorte farver


Jeg bruger små runde non-pareils, som jeg selv farver med pulverfarver. Du kommer bare sprinkles i et kaffefilter, tilsætter pulverfarve, ryster og færdig! Så kan du selv lave krymmel i lige den farve, som du ønsker. De er sat i en skål med sukker. De små orange græskarhoveder i sukkeret er købt hos Specialkøbmanden. Børnene er vilde med disse slikkepinde og efter vi solgte dem til et arrangement i SFO'en, er de dukket op hos flere af børnenes kammerater til fødselsdage
Det er skumfidus dyppet i lidt smeltet hvid chokolade, derefter rullet i sprinkles. Pinden er sat på med lidt smeltet chokolade

lørdag den 22. oktober 2011

Edderkopper og spøgelser

Edderkopper og spøgelser hører vel oktober måned til. Så gør det vel ikke noget, at dette er nogle jeg serverede sidste år til Halloween. Ide'erne kan jo stadig bruges og dengang havde jeg jo ikke min blog, men fik heldigvis taget billeder


Edderkopperne er lavet af en almindelig dej til boller, som i dagens anledning havde fået ben. Øjnene er lavet af chokoladeknapper og korset af smeltet chokolade


Spøgelserne er lavet af marengs, som har været en tur i ovnen. Efterfølgende har de fået øjne af smeltet chokolade

Jeg lavede dengang også en Halloween kage - faktisk min første kage med fondant, men den får I til gengæld ikke lov til at se - men der er heldigvis sket fremskridt siden ;-)

fredag den 21. oktober 2011

Halloween cup cakes

Som lovet i det forrige indlæg vil jeg vise mine Halloween cup cakes


Det er amerikanske banan cup cakes med chokolade. Kombinationen af banan og chokolade er bare ..... fantastisk! Jeg har tidligere brugt opskriften og du kan finde den her

Halvdelen er med almindelig hvid glasur og sort edderkoppespind. Den anden halvdel er med chokolade frosting (og den er lige i øjet, opskriften er på ovenstående link) og knogler fra Wilton

Og så må jeg lige vise jer et nærbillede af mine Halloween cup cake wrappers - de er laser skåret og så fine!


Jeg har købt dem på ebay. Du bager dine cup cakes i en almindelig papir form. Efterfølgende folder du din cup cake wrapper udenom. Super dekorative :-)

torsdag den 20. oktober 2011

Halloweeeeen

Vi har lige haft besøg af vores dejlige venner og deres 2 skønne børn, som er emigreret til øen (Sjælland) og så skulle vi hygge, som vi altid gør sammen :-)

I anledningen af at Halloween nærmer sig og at børnene garanteret synes, det ville være sjovt at skulle spise fingre og øjne, blev det til disse grimme grønne heksefingre. Du kan bruge en grundopskrift på småkager. Jeg har tilsat grøn frugtfarve. De er bagt i en speciel form. Neglene er smuttede mandler, som er flækket




Dertil blev disse uhyggelige øjne serveret


De er lavet i hvid chokolade (se formen her) og efterfølgende malet med pulverfarver opløst i klar alkohol

Jeg fik også lavet nogle cupcakes i Halloween tema - mere om det i næste indlæg


søndag den 16. oktober 2011

Efterårsferie kage

Ferie i en hel uge med mand og børn :-)

Igen var jeg kommet til at love kage på arbejdet og temaet blev efterår(sferiekage)


Kastanjer, små solsikkeblomster, bær, hyben, masser af gyldent løv og en enkelt lille evigglad

Bladene er alle udstukket i hvid fondant og efterfølgende dustet med gyldne pulverfarver



Kastanjerne er lavet af chokoladefondant og det er helt perfekt til at lave kastanjer af

God ferie til jer alle

lørdag den 15. oktober 2011

En VVS kage til en nyuddannet svend

og ikke hvilken som helst svend, Caspar er faktisk Danmarks bedste! Han blev udlært i dag 15/10 og hans mor synes, at Caspar skulle have en speciel kage, så det har jeg efter bedste evne forsøgt at lave til ham


Her er Caspar så! Han har bukket kobberrør i lange baner og det var netop, hvad han skulle til verdensmesterskaberne (Skills VM) - intet mindre end Tower Bridge i kobberrør!!!! Derfor skulle kobberrørene selvfølgelig med på kagen. De er sat på i hvid fondant og efterfølgende malet med kobberpulver opløst i klar alkohol


Her ses de to logo'er for Skills Denmark og World skills

I baggrunden er der desværre gået hul på et rør og vandet fosser ud.....
Vandet er piping gel tilsat blå pastafarve


Ovenpå kagen ligger der en rørtang og en polygribtang, som er uundværlige for en vvs'er




Jeg kan godt forstå, at Caspar tørrer sveden af panden

Godt gået og TILLYKKE

Kagen består af lyse lagkagebunde med chokoladmousse og hindbærmousse. Den er smurt op med chokoladeganache

torsdag den 13. oktober 2011

Værktøj til en vvs svend

Jeg er i gang med at lave en kage til Caspar som bliver udlært indenfor vvs faget
d. 15.10. På kagen skal der blandt andet være værktøj, som er uundværligt for en vvs'er. Så jeg har haft min mand i kælderen (hvor hans lille hobby værksted er) for at finde the real tool, så jeg kunne forsøge mig........


Jeg er ovenud tilfreds med resultatet :-)

I følge de kyndige er det en rørtang, en polygriptang og en skruetrækker

Den største kompliment fik jeg fra min mand, der ikke kunne se forskel på mine modelleringer og the real tool - YES!

Kagen er endnu ikke færdig, men jeg lægger billede på, når den er klar

onsdag den 12. oktober 2011

Pippi Langstrømpe

En af mine kollegaer's datter fylder snart år og hun er vild med Pippi (hvem er ikke det?) 

Jeg har derfor lavet denne Pippi til hende, som hun kan sætte på sin fødselsdagskage


Sommerfuglen er kommet på, fordi lyserød er hendes yndlingsfarve :-)

søndag den 9. oktober 2011

Efterårshaven

Der er så mange smukke, gyldne farver i haven
og nedfaldne æbler...
og masser af blade....
og blade....
og blade....
og svampe......

og nu skal vi snart lave græskarlygter :-)

Vil I med en tur ud i haven? Kom.....



Haven set fra fuglenes perspektiv 


Og græskarerne som vi snart skal lave lygtemænd ud af


Og de nedfaldne æbler laver vi til mos, så er der til en dejlig æblekage senere på året


Hvordan ser din efterårshave ud?

torsdag den 6. oktober 2011

Æble cookies

Det ses og mærkes nu også tydeligt, at efteråret er her - men det giver jo også anledning til en del indendørs sysler fx kagedekoration :-) En af mine nyeste cutter er en æblecutter og med æbletræerne som bugner lige nu, må det da være tiden til at tage denne i brug

Jeg har valgt at dekorere kagerne på forskellig vis, så kan man jo vælge den metode, der falder en bedst for


De to yderst til venstre er dekoreret med fondant. Jeg har brugt den samme cutter til at udstikke fondanten med som er brugt til kagen - nemt og hurtigt

Det midterste røde æble er med hvid fondant, som jeg efterfølgende har "dustet" med pulverfarver i rødlige og orange nuancer. Det giver et mere naturligt og livagtigt look

De to æbler yderst til højre er med icing tilsat pastafarve. Du kan nemt selv lave icing (flormelis og past. æggehvide og evt citronsaft). Først sprøjtes de yderste kanter med en tyk icing. Når denne er tørret op gøres icing'en tyndere (tilsat mere æggehvide) og "rammen" fyldes ud

Godt efterår til jer alle

søndag den 2. oktober 2011

Vinder af "give away" 100 faste læsere

Det er simpelthen så dejligt at læse alle de søde kommentarer, der er blevet lagt i forbindelse med min "give away" :-)

Der er 42 deltagere med i alt 86 lodder


Random Integer Generator

Here are your random numbers:
11
Lod nr. 11 har .........Rikke_

Tillykke Rikke - du har vundet:


Og en stor tak til alle, fordi I deltog


Rikke du kan skrive navn og adresse på min mail, så har du snart gaven med posten

lørdag den 1. oktober 2011

Græskar, paddehatte, æbler og høns

Jeg er ikke gået i dvale - tingene tager bare tid, men jeg tror, det bliver godt :-)

Her er et sneak peek på næste projekt


at det er inspireret af årstiden er vist ingen hemmelighed