Viser opslag med etiketten Dåbskage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dåbskage. Vis alle opslag

søndag den 19. august 2012

Brio rangle og spilledåse

Denne dåbskage er lavet i anledning af Andreas' dåb

Jeg havde helt frie hænder til at bestemme designet og valget faldt derfor på en legetøjskage


Fyldet er Oreo mousse med hvid chokolade og hindbær mousse ligeledes med hvid chokolade. Opskrifterne finder du nederst i indlægget


Legetøjskaninen er ved at stable klodserne, så de danner navnet på dagens hovedperson. Mangler kun lige at sætte "A"'et på


Et par miniature converse sko. Du kan finde min tutorial på converse sko her


Og Brio ranglen, en klassiker :-)


En anden klassiker: spilledåsen

Opskrift på Oreo mousse med hvid chokolade

4 dl fløde
100 g hvid chokolade
16 Oreo kiks

Chokoladen smeltes og sættes til side for at køle af
Fløden piskes til flødeskum og den afkølende chokolade kommes i og vendes rundt
Kiksene knuses og vendes i 

Nu er moussen klar til brug

Opskrift på hindbær mousse med hvid chokolade

5 blade husblas
200 g hindbær (frosne eller friske)
50 g flormelis
4 dl fløde
100 g hakket hvid chokolade

Husblassen lægges i blød i en skål med kold vand i ca 30 min

Hindbær og flormelis kommes i en gryde og varmes op til 75 gr under omrøring
Herefter vrides vandet ud af husblassen. Husblassen røres ud i hindbærblandingen og sættes til side for at køle lidt af

Fløden piskes til flødeskum
Der tilsættes 1/3 flødeskum i hindbærblandingen under omrøring. Herefter vendes hindbærblandingen i de resterende 2/3 af flødeskummet

Den hakkede hvide chokolade vendes i og moussen er nu klar til at komme i kagen

OBS jeg er begyndt at bruge Callebeau chokolade knapper. Dels fordi jeg slipper for at hakke chokoladen ;-) og dernæst er det en kvalitetschokolade (Aalborg Chokoladen bruger den i deres produkter). Sidst og ikke uvæsentlig er den væsentlig billigere end andre chokoladeblokke

tirsdag den 19. juni 2012

Elefant dåbskage

Der er så mange dejlige børnesange om elefanter; "En elefant kom marcherende...." og "Elefanten vuggevise" og så er der elefanten Bodil fra Lille Per. Viktor's mor kunne ikke stå for dette design, som hun havde fundet på nettet. Viktor fik derfor sin egen elefant


Kagen er lyse lagkagebunde med et lag hindbærmousse og et lag chokolademousse. Kagen er smurt op med 1:1 chokoladeganache. Elefanten er lavet af chokoladekage


 

onsdag den 18. april 2012

Baby i bad - cupcake

Jeg er faldet for denne søde modellering. Designet er sjovt og at det er en cupcake, gør det anderledes



En ting er at lave en enkelt, meeeen hvis der skulle laves 20-30 stykker, så ville det være et projekt, der kommer til at tage sin tid - altså har jeg lavet en enkelt. Til gengæld har jeg taget billeder undervejs og lavet en tutorial :-)


Du skal bruge:

Fondant
En cupcake, hvor toppen er skåret af, så den har en plan overflade
Rolling pin
Rolling pin med træstruktur
Kagetusch i sort og brun
Pensel
Flower/leaf shaper
Ball tool
Rund ring med diameter svarende til cupcaken
Spids saks
Tandstik
Rund tyl
To små ovale udstikkere
Lille hjerte plunger
Multi Ribbon Tool
Piping gel
Pastafarve Royal Blue, Brown og Creamy Peach fra Wilton
Pulverfarve Ivory Shimmer og Silver Grey fra EdAble Art samt Coral
Klar alkohol


Du triller en stor kugle af fondant tilsat lidt Creamy Peach (hudfarve) 
Med en oval udstikker laves munden


Med enden af en rund tyl laves smilehuller


Du triller dernæst to ens små kugler til ører. Fordybningen i øret laves med den lille kugle på en ball tool. Du limer ørene fast med past. æggehvider eller vand


Du udstikker to øjne i hvid fondant med en lille oval cutter og tegner øjne med den sorte kagetusch samt øjenvipper og øjenbryn


Du triller en lille rund kugle i hudfarvet fondant til næse og limer denne på
Med en tandstik kan du markere næseborene


Du får liv i ansigtet ved at duste med coral på kinderne. Pas på at du ikke får for meget farve på
Med en brun kagetusch tegnes lidt fregner


Du ruller en tynd pølse af brun fondant. Den vikler du om en tandstik, lader den tørre lidt. Fjerner tandstikken og limer den lille hårtot på


Til sløjfe kan du bruge en lille rest fondant
Du udstikker to små hjerter med din hjerte plunger og klistrer disse sammen
Du triller en lille kugle og limer den på, hvor hjerterne mødes
Sløjfen limes på ved hårtotten

Og ansigtet er nu færdigt!


Du tager din cupcake, som du har skåret plan og udstikker en cirkel i fondant, som passer i diameter til din cupcake (fondanten behøver ikke at være blå, du kan også bruge hvid)
Du farver din piping gel med den blå pastafarve


Piping gel fordeles på cupcaken


Du skal nu lave "træet" til baljen
Du ruller din brune fondant ud, pas på den ikke bliver for tynd
Dernæst præger du mønster i den med din rolling pin med træstruktur
Lad det ligge og lufttørre lidt
MEd din Multi Ribbon Tool (eller en kniv) skærer du dit træ i den ønskede bredde og højde. Dine stykker af træ skal være lidt smallere forneden end foroven


Træet limes på


Baby ansigtet placeres i træbaljen
Til hænderne triller du to en kugler i hudfarvet fondant. Du triller den let dråbeformet og trykker dem let flade. Dernæst klipper du fingrene med en lille spids saks og ruller forsigtigt hver fondantfinger imellem dine egne fingre, så de bliver runde. Hænderne limes på


Båndet rundt om træbaljen laves i hvid fondant med Multi Ribbon Tool (eller en kniv) og limes på
Jeg har dernæst malet det i sølvfarve med Silver Grey tilsat (meget) lidt klar alkohol


Til sidst trilles små kugler i hvid fondant til sæbebobler
Jeg trillede dem efterfølgende i Ivory Shimmer, hvorved de fik en perlemor effekt
"Sæbeboblere" limes på

Og vola



GOD FORNØJELSE

lørdag den 25. februar 2012

Dåbskage med converse sko og bamse

Denne kage er lavet til Mikkel, ja det vil så sige til gæsterne ved hans dåb ;-)


Jeg synes selv, at kombinationen mellem den grønne og blå farve virker rigtig frisk og måske lidt forårsagtig?


En lille teddy bear


Og et par søde små baby converse sko

Kagen er Othello lagkage med 2 forskellige slags bunde og creme. Det er blevet betrukket i to omgange; første gang med en blanding af marcipan og fondant for at få marcipan smagen som der jo er i Othello lagkage. Men da farven (kombinationen af marcipan og fondant) ikke er pæn, har jeg overtrukket den endnu en gang med hvid fondant

Opskriften på Othello lagkagen har jeg fra Himmelske kager, men I får den også her:

Othellolagkage (24 cm)

2 lagkagebunde, jeg har brugt denne opskrift
1 marcipanbund

Marcipanbund
200 g marcipan
100 g sukker
3 æggehvider

Alle ingredienserne røres godt sammen til en lind masse. Tegn en cirkel på 24 cm på et stykke bagepapir og fordel massen indenfor denne cirkel
Bages ved 200 gr i 20 min

Lagkagecreme
1 æg
3 æggeblommer
4 spsk sukker
1 vaniljestang
4 tsk mel
4 dl sødmælk
1 dl piskefløde

Æg, æggeblommer, sukker og kornene af vaniljestangen piskes sammen til en luftig masse
Melet tilsættes og blandes godt
Dernæst tilsættes mælken og det røres godt sammen
Massen og de tomme vaniljestænger kommes i en tykbundet gryde . Varm langsomt op under konstant omrøring til cremen begynder at koge og tykne. Lad den koge under omrøring yderligere 2 min.
Tag cremen af og læg film over (helt ned og røre creme og op langs siderne) og lad den køle af i køleskabet

Jeg samlede den med marcipanbund, dernæst creme, lagkagebund, igen creme og tilsidst en lagkagebund
Den er smurt op med 1:1 chokolade ganache og dernæst overtrukket med et lag marcipan/fondant og tilsidst et lag ren fondant



torsdag den 8. december 2011

Dåbskage med balletsko

Jeg har lavet denne dåbskage til Ella Malou. Designet og farvekombinationerne har hendes mor stået for. Blomsterne er kirsebærblomster i lyserøde og lilla nuancer. Sløjfen er lavet i lyserød fondant, som er rullet tykt ud. Jeg har lagt små hvid kugler i fondant på og derefter rullet det til den ønskede tykkelse. Jeg synes, at det giver en fin effekt


Bogstaverne og tallene er lavet med de nye Script Clikstix, som jeg købte i England og de er rigtig nemme at arbejde med - en fornøjelse


Balletskoene er lavet i fri hånd og blev meget søde :-)

Der er 3 bunde i både den firkantede og hjerteformede kage. Nederst er der en marcipanbund, dernæst chokolademousse, chokolade lagkagebund, hindbærmousse og øverst igen chokolade lagkagebund. Kagerne er smurt op med 1:1 chokolade ganache





mandag den 28. november 2011

Bamse dåbskage

I søndags blev min lille niece Mille døbt og jeg har allerede da min søster annoncerede, at hun var gravid for et stykke tid siden spurgt, om jeg ikke måtte lave dåbskagen og jeg var heldig :-)

Jeg har haft mange forslag i hovedet til dekorationen, men da jeg også ville lave cupcakes til børnene, blev det til denne


Kagen er, efter min søster's ønske, mudcake i den nederste del og efter mit ønske red velvet kage foroven. Opskriften på red velvet er den samme som ved cupcakes blot ganget med to


Stjernerne er sat på med sølv wire, som jeg har købt i Birmingham. De sidder i en lille beholder, som jeg har sat i kagen, så de ikke er i direkte kontakt med kagen. Det lille tæppe, som bamsen sidde med, er lavet ved at rulle lyserødt fondant ud, lægge små hvide kugler på og så rulle fondanten yderligere ud


I næste indlæg får I de tilhørende cupcakes :-)

Har I forøvrigt bemærket min nye baggrund. Jeg har været ude at købe tapet som baggrund, da jeg synes, at jeg ofte manglede en pæn baggrund

søndag den 17. april 2011

Dåbskager

Jeg har, i al hast, bagt disse to dåbskager. Jeg synes selv, at de er blevet søde :-)




Kagen med den sovende dreng består af lyse lagkagebunde med hindbærmousse a la Blomsterberg
Jeg har "lånt" motivet af Camilla, som har en blog med skønne, skønne kager. Hun er virkelig dygtig, kig forbi hendes blog her



Kagen med elefant, giraf og tog består af lyse lagkagebunde med blåbærmousse (inkl. hvid chokolade)

Forsat god solskinssøndag til jer alle