søndag den 29. april 2012

Lotus blomst

Jeg har lavet denne lotus blomst, da jeg fandt et billede på google af den naturlige blomst, som bare var så fin, at det måtte jeg prøve at lave i gum paste



Kronbladene (hedder de det?) er lavet med en rosenbladsudstikker, der blot er vendt omvendt. Det store grønne blad er skåret i fri hånd

Jeg har googlet lotusblomsten og har fundet:

At Lotus blomsten er en egyptisk eller indisk vandplante af åkandefamilien, som er hellig i de to lande (Indien og Egypten)
Den er blevet brugt meget indenfor åndsvidenskaben og symboliserer iflg buddismen:

det uendelige potentiale, signalerer ændringer/transformation og nye begyndelser

SMUKT!

onsdag den 25. april 2012

Kage inspiration

I aften skal jeg sidde i sofaen med benene oppe og læse disse magasiner, som er kommet i dag


I morgen aften skal jeg på chokolade kursus hos Aalborg Chokoladen, hvor vi skal spise lave en masse lækkert chokolade og selvfølgelig bliver I ikke snydt for billeder og beskrivelser......

HA EN GOD AFTEN :-)

tirsdag den 24. april 2012

Trommekage

Tingelingelater, tinsoldater
blymatroser, bum bum bum


Jeg har lavet denne trommekage
Trommestikkene er lavet af fondant og dustet med brun pulverfarve
Selve trommen er betrukket med fondant, farvet med sølv (silver grey) pulverfarve blandet op med klar alkohol. Trommeskindet er ridset med en kniv og dustet let med brun pulverfarve

Kagen består af lyse lagkagebunde med tre lag fyld: hindbærmousse, chokolademousse og appelsinmousse. Opskriften på hindbærmousse finder du her og opskriften på chokolademousse her

Opskrift på appelsin mousse

4 husblas
1/2 L fløde
1 tsk vaniljesukker
1 1/2 dl appelsinsaft
1-2 tsk revet økologisk eller ubehandlet appelsinskal
2 bæger past æggehvider
50 g sukker
1 spsk citronsaft

Fyld en skål med koldt vand og læg husblassen deri i 20-30 min.

Vaniljesukker kommes i fløden og det piskes stift. Vend appelsinsaft og appelsinskal deri. Sættes på køl til det næsten er stivnet

Past. æggehvider og sukker piskes luftigt

Tag husblassen op af vandet og pres vandet fra. Smalt husblassen sammen med citronsaften over vandbad. Lad det afkøle lidt

2 spsk appelsinflødeskum røres i den smeltede husblas. Det vendes i den øvrige appelsinflødeskum. Tilsidst vendes æggehviderne i appelsinflødeskummet

Sættes på køl min. nogle timer og gerne indtil næste dag

fredag den 20. april 2012

Blomster i gumpaste

Jeg er glad for blomster. De er smukke, forskellige, dufter dejligt og gør en glad :-)
Sukkerblomster smager godt!

Jeg kan blive ved og ved med at sidde og lave sukkerblomster og tiden flyver afsted
Her et nogle billeder af mine seneste blomster



En ny udgave af hortensia


To rød/orange ranunkler


En dejlig blomstrende pæon

Jeg arbejder lige nu på en tutorial på pæonen og den kommer i et indlæg snarest

onsdag den 18. april 2012

Baby i bad - cupcake

Jeg er faldet for denne søde modellering. Designet er sjovt og at det er en cupcake, gør det anderledes



En ting er at lave en enkelt, meeeen hvis der skulle laves 20-30 stykker, så ville det være et projekt, der kommer til at tage sin tid - altså har jeg lavet en enkelt. Til gengæld har jeg taget billeder undervejs og lavet en tutorial :-)


Du skal bruge:

Fondant
En cupcake, hvor toppen er skåret af, så den har en plan overflade
Rolling pin
Rolling pin med træstruktur
Kagetusch i sort og brun
Pensel
Flower/leaf shaper
Ball tool
Rund ring med diameter svarende til cupcaken
Spids saks
Tandstik
Rund tyl
To små ovale udstikkere
Lille hjerte plunger
Multi Ribbon Tool
Piping gel
Pastafarve Royal Blue, Brown og Creamy Peach fra Wilton
Pulverfarve Ivory Shimmer og Silver Grey fra EdAble Art samt Coral
Klar alkohol


Du triller en stor kugle af fondant tilsat lidt Creamy Peach (hudfarve) 
Med en oval udstikker laves munden


Med enden af en rund tyl laves smilehuller


Du triller dernæst to ens små kugler til ører. Fordybningen i øret laves med den lille kugle på en ball tool. Du limer ørene fast med past. æggehvider eller vand


Du udstikker to øjne i hvid fondant med en lille oval cutter og tegner øjne med den sorte kagetusch samt øjenvipper og øjenbryn


Du triller en lille rund kugle i hudfarvet fondant til næse og limer denne på
Med en tandstik kan du markere næseborene


Du får liv i ansigtet ved at duste med coral på kinderne. Pas på at du ikke får for meget farve på
Med en brun kagetusch tegnes lidt fregner


Du ruller en tynd pølse af brun fondant. Den vikler du om en tandstik, lader den tørre lidt. Fjerner tandstikken og limer den lille hårtot på


Til sløjfe kan du bruge en lille rest fondant
Du udstikker to små hjerter med din hjerte plunger og klistrer disse sammen
Du triller en lille kugle og limer den på, hvor hjerterne mødes
Sløjfen limes på ved hårtotten

Og ansigtet er nu færdigt!


Du tager din cupcake, som du har skåret plan og udstikker en cirkel i fondant, som passer i diameter til din cupcake (fondanten behøver ikke at være blå, du kan også bruge hvid)
Du farver din piping gel med den blå pastafarve


Piping gel fordeles på cupcaken


Du skal nu lave "træet" til baljen
Du ruller din brune fondant ud, pas på den ikke bliver for tynd
Dernæst præger du mønster i den med din rolling pin med træstruktur
Lad det ligge og lufttørre lidt
MEd din Multi Ribbon Tool (eller en kniv) skærer du dit træ i den ønskede bredde og højde. Dine stykker af træ skal være lidt smallere forneden end foroven


Træet limes på


Baby ansigtet placeres i træbaljen
Til hænderne triller du to en kugler i hudfarvet fondant. Du triller den let dråbeformet og trykker dem let flade. Dernæst klipper du fingrene med en lille spids saks og ruller forsigtigt hver fondantfinger imellem dine egne fingre, så de bliver runde. Hænderne limes på


Båndet rundt om træbaljen laves i hvid fondant med Multi Ribbon Tool (eller en kniv) og limes på
Jeg har dernæst malet det i sølvfarve med Silver Grey tilsat (meget) lidt klar alkohol


Til sidst trilles små kugler i hvid fondant til sæbebobler
Jeg trillede dem efterfølgende i Ivory Shimmer, hvorved de fik en perlemor effekt
"Sæbeboblere" limes på

Og vola



GOD FORNØJELSE

lørdag den 14. april 2012

Bamse, kylling og ælling

Jeg har som barn set bamse (ja og dengang var det Pernille og Aske. De boede i et hvidt rum....), mine børn ser bamse, kylling og ælling og vi kan grine af det sammen..... De er da søde, grove og lidt dumme - men jeg kan lide dem. Jeg har længe ledt efter en anledning til at lave en kage med de kære 3 på og nu viste anledningen sig :-)

Her er min bamse, kylling og ælling kage


De hygger sig hver i sær med deres ynglings ting i det skønne forårsvejr


Et billede taget lidt tættere på og fra siden


Ælling med sin røde bold i det våde element - rap rap


Kylling med sine blomster - tihvertifald (ups lidt uskarpt)


Og bamse med honning - nam namme nam

Kagen består af 2 lyse og en kakaobund. Fyldet er chokolade mousse og vanilje mousse

Opskriften på bunde, finder du her

Opskrift på chokolade mousse
400 g chokolade
1/2 L fløde

Chokoladen smeltes i mikroovn eller over vandbad og står på bordet til afkøling
Fløden piskes til skum og blandes med den afkølede chokolade og den er klar til brug

Opskrift på vanilje mousse
1 vaniljestang
2,5 dl sødmælk
25 g sukker
2 past æggeblommer
1 spsk maizena
4 husblas
4 dl fløde

Kom koldt vand i en skål og læg husblassen deri i 20 min
Kornene skabes ud af vaniljestangen og kommes i en gryde sammen med mælk, sukker, æggeblommer og maizenamel. Pisk ingredienserne godt sammen og lad blandingen koge i 4-5 minutter. Du kan evt koge den tomme vaniljestang med, husk blot at tage den op igen
Vrid husblassen for vand og kom den op i den varme creme, rør rundt indtil husblassen er smeltet og fordelt i cremen
Stil cremen til let afkøling
Pisk fløden til skum og bland den let med cremen
Stil cremen i køleskabet til afkøling


fredag den 13. april 2012

Fugleburskage

Dette fuglebur lavede jeg til påskens easter cake and sweets table. Jeg blev betaget af det's blå farve, de grønne stængler, der snor sig op og hen af buret samt de små skønne blomster



Buret er bygget op nederst af to cake dummies oven på hinanden. Det er kun den øverste del, kuplen, der er kage - mudcake med 1:1 chokolade ganache (2,5 dl fløde og 250 g chokolade)