tirsdag den 13. november 2012

Birmingham Part 2 Kagerne

Så er de her: billederne af kager fra Birmingham Cake Show. Der er 500 kager med i konkurrencerne og dette er mine favoritter. Det er fantastik at gå rundt og se, hvordan andre er blevet inspireret indenfor en bestemt kategori og beundre de forskellige teknikker. Jeg har da også fået et par ide'er til kommende kager derovre


Denne kage er lavet af Carmen Gesto, som jeg boede med i Birmingham. Kagen er lavet over et spansk tema med flamingodansere, kanstanjetter, skønne blomster og mosaik af Gaudi. Carmen vandt sølv for denne flotte kage



Jeg er vild med denne kage, som er bygget op som Snehvide. Smukt æble i midten


Bryllupskage hvor der er brugt crimper. Enkel og elegant


Sjov bryllupskage, som Mr. Frankenstein ikke har kunne holde fingrene fra


Maritim inspireret bryllupskage


Et af mine favorit design. Enkelt og smukt!


Bryllupskage i mosaik og maaaange etager


Bryllupskage i den mere romatiske stil


Et flot bud på en virkelig anderledes bryllupskage i punk stil


Smuk kage med sommerfugl/insekt tema. Skønne farver og fantastisk malearbejde!




En anderledes teknik og materialevalg. Der stod, at den var i ren buttercream, men jeg synes nu, at det ligner gelantine, hvor der er sprøjtet blomster/felter med sort RI og efterfølgende malet. Så skøn




Skøn kage med den onde stedmor og de syv små dværge fra Snehvide. Den er fantastisk i sine detaljer og i ansigtudtrykkene



Og her er der så en, der mestrer sprøjteteknik med RI. Hjertet er lavet med gitre i adskillelige lag


Fra kategorien med cupcakes


Min favorit i cupcakes kategorien. Et spejl (uden glas) hvor de 6 cupcakes spejler hinanden i hvide på den ene side og metalliske farver på den anden side. En genial ide




Smuk japansk figur


En yndefuld danserinde


Skønne fe'er i lilla




Smukt malearbejde


Og endnu en der har styr på sin maleteknik. Kunstneren havde en stand på showet og jeg har investeret i et sæt, så jeg kan lære at male disse skønne blomster


Så livagtig!


Teknik hvor hvert enkelt hår er lavet individuelt!!!!



Super heros


Er han ikke skøn?


De ældre engelske damer kan altså bare lave blomster


Nedenstående er fra kategorien "Sko og tasker"





BEST IN SHOW


Håber du har nydt billeder og måske fået ny inspiration

Næste indlæg løfter sløret for mine indkøb på showet, så følg med hvis du er vild med kage udstyr :-)













mandag den 12. november 2012

BRONZE :-)

Så er jeg hjemme efter en fantastisk tur og se, hvad jeg fik med mig :-)


BRONZE - er det ikke vildt?


Jeg fik bronze for min bryllupskage og folk kom med rigtig mange søde kommentarer, hvilket er så skønt, når man har lagt så mange timer i kagen. Kategori H med bryllupskager var den kategori, som havde flest deltagere og der var virkelig mange skønne og nytænkende kager med. Dem får I at se i næste indlæg



torsdag den 8. november 2012

Birmingham 2012 Part 1

Så er det dagen, hvor jeg tager til Cake Show i Birmingham sammen med andre søde og dygtige kagepiger OG jeg glæder mig helt vildt. Tænk at være i kagernes verden i 4 dage, se på kager, købe udstyr til gode priser, se demonstrationer af de virkelige dygtige og snakke kage, kage og kage....

Sidste år var jeg med for at få et indblik i showet og se niveauet. I år prøver jeg at stille op i to af de mange konkurrencer, selvom det er et stort skridt

Dette er mit første bidrag. Jeg deltager i en kategori, hvor der skal være 4 forskellige blomster mindst tre af hver


Jeg har valgt at lave arrangementet som en buket. Der er gerbera, fresier, hortensia, Nerine liljer og en fantasiblomst samt blade. Vasen, som egentlig er en kande, er hvid riflet fra Royal Copenhagen sponsoreret af den lokale Kop & Kande butik


Farverne er valgt udfra, at helhedsindtrykket skulle være en romantisk buket men også med klare farver


Jeg har arbejdet på buketten igennem 1 1/2 måned og der er blevet kasseret flere blomsterarter undervejs. Nu er jeg tilfreds med resultatet og selvom jeg havde haft mere tid, tror jeg ikke, at jeg ville kunne lave det så meget anderledes


 Buketten set fra oven


Mit andet bidrag er i kategorien "Bryllupskager". Jeg har valgt at tage min kage fra Scandinavian Kage Show med, dog med nogle ændringer. Jeg vil nemlig gerne have en professionel dommer's bedømmelse af den ;-)


Kagen er nu kun i 2 etager, da den tidligere var sindsyg høj og nu skal den jo med i flyvet. Faktisk synes jeg, at kagen gør sig bedre i denne højde


Der er blevet sat et bånd af fondant på hele vejen rundt foroven og forneden på corsagen. En del af blonderne er udskiftet med nye og de er skåret bedre til


 Koglerne er fjernet og blomsterne er udelukkende hvide, elfenben, grønne og gule


Corsagen set forfra med blonder og snøre

Så er der kun tilbage og krydse fingre og håbe på konstruktiv kritik

Forresten er der sket det spændende, at Lene Christensen, Carmen Gesto og jeg bliver fulgt på turen af en journalist og en fotograf fra Ude og Hjemme, så mon ikke der kommer en artikel i bladet på et tidspunkt. Desuden er jeg blevet bedt om at sende billeder af mine kager til Sukkerstads, som også vil lave en artikel om konkurrencen

Når jeg kommer hjem, vil jeg blogge om turen derovre fra med masser af billeder

tirsdag den 6. november 2012

Bolcheriet "Glædelig jul" samt en interessant nyhed

Den anden dag var jeg ude at shoppe med tre af børnene og tilfældigt var Bolcheriet, som jo næsten er lokalt, ude og demonstrere deres kunnen og produktion af skønne bolcher. Jeg er altså vildt fascineret over, hvad det er muligt at gøre med et bolche



 Jeg fik denne pose med titlen "Glædelig jul". Prøv lige at se; hjerter, gaver, træer, "JUL", nissemænd osv. Og de smager skønt! Faktisk spurgte min ældste datter på 8, om jeg ikke godt kunne tage de billeder til bloggen, så hun kunne komme til at smage ;-)

Ejeren, Thomas, havde en ide, som han meget gerne ville tale med mig om, da jeg fortalte ham om min blog. Han spurgte ind til, om jeg troede, at det kunne være interessant at komme bolchepulver på kager og is. OM???? Det tror jeg nok!
De smider hvert år maaaange kilo bolcher ud (enderne fra bolchestængerne). De har maskinerne til at pulverisere dem og de vil kunne sortere dem i smag og farver. Jeg er begejstret, hvad synes du?
Thomas var så sød at tilbyde mig at sende nogle forskellige, så jeg kan prøve mig frem. Det venter jeg på og jeg skal nok blogge om det. Så må vi håbe, at det er et projekt, der bliver til noget og kommer i handlen

Skulle du komme forbi Løkken eller Skagen, skal du endelig besøge bolcheriet. Du kan se produktionen, smage bolcherne og selvfølgelig købe med hjem til selvforkælelse eller som gaver. Du kan læse mere om Bolcheriet her

søndag den 4. november 2012

Gode råd ved bagning af cupcakes



Her har jeg samlet mine egne og andres gode råd ved bagning af cupcakes, så du får det bedste resultat både visuelt og smagsmæssigt


Bager du dine cupcakes i en metalform, skal du huske at smøre denne, da kagerne ellers vil hænge fast i formen. Der er flere forskellige produkter til dette på markedet, hvoraf flere er på spray
Personligt foretrækker jeg at bruge papirforme, da der er så mange smukke designs og de fåes i et utal af farver. Vælger du at bruge papirforme, skal du være opmærksomme på, at hvis formene ikke er greaseproof, vil fedtstoffet fra kagerne trænge igennem papiret og det vil derfor være svært at se motivet, hvis der er et sådan på formen

Brug en sprøjtepose (eller frysepose) når du skal have dine forme fyldt op. Det er hurtigere og nemmere og du slipper for en del rengøring efterfølgende

Fyld kun dine forme 2/3 op. Ellers vil kagerne fylde ud over formen under bagningen. Det ser ikke pænt ud og det giver mere rengøring

Brug en fast form til at sætte dine papirforme i, når du bager. Dette gør, at kagerne holder formen og du slipper for at sætte to forme ind i hinanden for gøre formen kraftigt nok

Lad kagerne køle af i den faste form 5-10 min, inden du lader dem køle af på rist. Herved undgår du, at papirformen slipper kagen

Hold altid øje med dine kager. Når du kan stikke en tandstik ned i kagen og tage den op, uden at der sidder dej på tandstikken, så er kagerne færdige

Kend din ovn. Det er ikke sikkert, at din ovn bager ens over det hele. Derfor kan det godt være nødvendigt at skulle vende bagepladen under bagningen

Lad være med at sætte dine cupcakes i køleskabet medmindre der er fyld, som kræver dette. Smagen bliver nemlig mere mat og kedelig af at være på køl

Der findes flere forskellige beholdere til transport af cupcakes. Jeg har selv en til 12 og en til 36 cupcakes. Det er en nem og praktisk løsning

Det skønne ved cupcakes er, at man har sin egen kage og ikke behøver at dele den med nogen ;-)

fredag den 2. november 2012

Cupcakes med chokoladeovertræk


Uhmmmm bare ordene "cupcakes med chokoladeovertræk" får mundvandet til at løbe. Derfor var dette (endnu) en af opskrifterne fra det nye Cupcake Heaven, som bare skulle afprøves...... Personligt er jeg nu mere til mørk (rigtig mørk) end lys chokolade, men kagerne fandt nu alligevel vej ned i maven på mig og mine kollegaer og de var begejstret. Faktisk er de nu så forvænte, at de regner med, at der er kage i køleskabet hver anden gang, de åbner det, men skønt med et kagelysten dommerpanel ;-)

 



Opskrift på cupcakes med chokoladeovertræk 12 stk

50 g kakaopulver
2 dl kogende vand
200 g mel
3 tsk bagepulver
1/4 tsk natron
1/4 tsk salt
125 g blødt usaltet smør
150 g sukker
50 g brun farin
1 tsk vaniljeekstrakt
2 æg, stuetemp

Vanilje-smørcreme
120 g blødt usaltet smør
200 g sigtet flormelis
1 tsk vaniljeekstrakt
2 tsk sødmælk

200 g mælkechokolade til pynt. Jeg brugte Callebaut

1. Forvarm ovnen til 180 gr
2. Bland det kogende vand i en lille skål med kakaopulver og rør indtil det har en jævn konsistens. Stil det til side for at køle af
3. I en anden skål sigtes mel, bagepulver, natron og salt sammen og stilles til side
4. Smør, sukker og farin piskes sammen i en skål, indtil blandingen er let og luftig
5. Vaniljeekstrakten tilsættes
6. Æggene tilsættes et ad gangen, pisk godt efter hvert æg
7. Tilsat melblandingen
8. Tilsæt kakaoblandingen og rør godt sammen
9. Formene fyldes 2/3 op
10. Bages ved 180 gr i ca 20 min
11. Lad kagerne køle af i formen

Vanilje-smørcreme
1. Smørret piskes i en skål
2. Tilsæt sukker lidt efter lidt og pisk indtil blanden er jævn og cremet
3. Vaniljeeksktrakt og sødmælk røres i
4. Pynt kagerne med vanilje-smørcremen med en tyl (jeg brugte M1 fra Wilton)
5. Sæt kagerne på køl 1 time

Pynt
1. Mælkechokoladen smeltes over vandbad eller i mikroovn
2. Toppen af kagerne dyppes forsigtigt i den smeltede chokolade
3. Lad chokoladen størkne, inden kagerne serveres


Næste gang tror jeg, at de skal laves i en flødebolle-på-toppen-udgave